Den 68-årige guitarist Christian Arendt, også kendt som Christian "Kedde" Arendt og omtalt som "den danske Keith Richards", står nu med sit første album i eget navn. Den 19. September 2025 udgav han LP’en "Tankestreger" med 11 numre, hvor musikken er skrevet af ham selv, mens teksterne er skrevet af barndomsvennen Michael Falch.
Arendt er tæt knyttet til MALURT og til de intense koncerter i de tidlige 80'ere, hvor han sammen med Michael Falch satte et markant aftryk på dansk rock. I 2022 blev MALURT gendannet og afrundede historien med turnéen og live-albummet "Sidste Skrig" fra K.B. Hallen, og siden har Arendt arbejdet videre på det materiale, der nu er blevet til hans debut i eget navn.
Baggrunden for samarbejdet med Michael Falch går langt tilbage. De to var som teenagere et berygtet makkerpar i Tønder, hvor de blev kaldt "Byens skræk", og allerede som 15-16-årige spillede de sammen rundt omkring i det sønderjyske. Senere var Arendt med til at danne MALURT og skrev musikken til Falchens tekst "Stormsoldater" på debutalbummet "Kold Krig" i 1980. Da Falch i 1982 bad ham vende tilbage til indspilningen af "Mød mig i Mørket" og albummet "Black-Out", trådte han igen ind i bandet.
Christian Arendt drager i 2026 ud på sin første turné i eget navn med rockband i ryggen. Koncerterne beskrives som et møde med et klassisk, kantet rockband med old school-dyder og en rå lyd, der har mindelser om salige Lou Reed og Johnny Cash. Publikum kan også forvente nye versioner af nogle af de MALURT-numre, han var dybt involveret i, samt mere poetiske, humoristiske og elskelige sider af vildmanden fra MALURT. Undervejs vil han sandsynligvis også dele røverhistorier fra ungdommen i Tønder og fra de vilde år i MALURT.
Arendts sange fremstår som erfarne vidnesbyrd fra en musiker, der har set og oplevet meget, og hans rustne fortællerstemme giver materialet en uprætentiøs og ærlig karakter. På "Tankestreger" spiller Christian Arendt vokal, guitar, tangenter og bas, mens Gabriel Jacobsen står for trommer og keyboards. Albummet er produceret af Gabriel Jacobsen, indspillet og mixet i Bjerrehave 1870 Studio, Gjern af Gabriel Jacobsen, masteret af Björn Engelmann, The Cutting Room, Stockholm, med foto af Martin Bubandt og artwork af Lasse Høgh Studio.



















