Jazzcentret & Den Rytmiske inviterer til en ny og særlig konstellation med Jakob Bro, hvor mødet mellem generationer er i centrum, og hvor et helt nyt originalt repertoire får form med Peter Laugesens ord og stemme som den samlende ramme.
Projektet samler tre markante navne fra hver deres hjørne af jazzen: Jakob Bro (ECM Records / Loveland Music), den norske trommeslager Veslemøy Narvesen og saxofonisten Jesper Zeuthen, som netop har fået to nomineringer ved DMA Jazz 2025. Der er tale om en premiere for denne kvartet, som vil arbejde med nyt materiale skrevet af Jakob Bro og samtidig søge frem til et fælles musikalsk udgangspunkt.
Jakob Bro og Jesper Zeuthen har gennem mange år haft et tæt samarbejde med Peter Laugesen, der medvirker som special guest ved koncerterne. Veslemøy Narvesen (f. 1997) har markeret sig som et af de mest lovende navne i norsk jazz gennem samarbejder med Nils Petter Molvær, Arve Henriksen, Ingebrigt Håker Flaten, Kit Downes, Anja Lauvdal, Dafnie og Trondheim Jazz Orchestra. Jesper Zeuthen (f. 1949) er et ikon i dansk musik og slog allerede igennem i slutningen af 60'erne med Blue Sun.
Jakob Bro (f. 1978) har udgivet 25 albums som bandleder og har arbejdet med blandt andre Paul Motian, Tomasz Stanko, Lee Konitz, Joe Lovano, Midori Takada, Brian Blade, Charles Lloyd og Palle Mikkelborg. Hans musik er også omdrejningspunkt i Jørgen Leth og Andreas Koefoed-filmen Music For Black Pigeons, som havde premiere på Venedig Biennalen. Peter Laugesen (f. 1942) debuterede i 1967 med Landskab og har siden udgivet mere end 50 digtsamlinger, senest Morgensange (Gyldendal, 2025) og Billedskrivninger (Louisiana & Informations Forlag).
Entré: Normal billet 300,0, Billet, medlem 150,0. Arrangementet finder sted i Jazzcenteret.
