Er du tæt på en person, der lever med en spiseforstyrrelse, kan dette oplæg give dig et bedre grundlag for at forstå situationen. Det er målrettet dig, der er forælder, partner, søskende eller ven til en, som har anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning (BED) eller atypisk spiseforstyrrelse.
Formålet er at give dig indsigt i sygdommen og konkrete redskaber, så du bedre kan støtte den ramte i hverdagen. Oplægget sætter fokus på, at der stadig findes mange myter om spiseforstyrrelser, og at viden og fakta er nødvendige, hvis man både skal hjælpe den berørte og selv finde den rette støtte. Du får også et indblik i, hvad der kan ligge bag udviklingen af en spiseforstyrrelse, og hvordan følelsesliv, tanker og adfærd kan blive påvirket af sygdommen.
Undervejs bliver du klogere på konsekvenser på kort og langt sigt, på hvilke tegn og signaler du kan holde øje med, og på hvordan du bedst kan støtte og hjælpe den ramte. Der er også fokus på, hvordan du som pårørende kan passe på dig selv, så du ikke står alene med belastningen. Med den rette viden kan du være med til at gøre en reel forskel for både den, der er ramt, og for dig selv.
Oplægsholderne er Silke Fiil Visby, aut. psykolog og specialist i psykoterapi, samt Inger Becker, sygeplejerske, psykoterapeut og supervisor. Begge arbejder i Askovhus’ behandlingsteam i Aalborg og har mange års erfaring med behandling af spiseforstyrrelser.
Askovhus er højt specialiseret i spiseforstyrrelser og har mere end 30 års erfaring på området. Organisationen er en del af NGO’en AskovFonden og er udpeget som VISO-leverandør af Social- og Boligstyrelsen på både børn og unge-området samt voksenområdet, hvor der tilbydes specialrådgivning ved komplekse psykiske vanskeligheder og psykiatriske lidelser. Askovhus tilbyder blandt andet udkørende måltidsstøtte og behandling til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelse samt deres pårørende, ligesom der findes et højt specialiseret botilbud til voksne. Derudover tilbyder de landsdækkende rådgivning, supervision og undervisning om spiseforstyrrelser til både fagpersonale og mennesker, der selv er berørt, herunder forældre og andre pårørende.






