Husets Sommerkoncerter byder på Schæfer & Tiger Oak i Husets hyggelige gårdhave. Aftenen samler to navne, der begge arbejder i krydsfeltet mellem jazz, pop og stærke personlige udtryk, og publikum kan se frem til en koncertoplevelse, hvor nærvær og spilleglæde fylder meget.
Schæfer har kun udsendt tre singler, men har allerede gjort sig bemærket som et modigt og spændende nyt navn på den danske musikscene. Duoen består af Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), som sammen med deres band skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der både retter blikket mod verden omkring dem og mod dem selv. Schæfer har turneret landet rundt og spillet udsolgte koncerter i bl.a. København, Aarhus og Aalborg, og på scenen vokser duoen til et eksplosivt syvpersonsorkester. Det skaber et stærkt kollektiv, hvor de syv musikeres tilstedeværelse og glæde ved at spille danner rammen om et udtryk, der er både jazzet og poppet, og som formidler sangene med dybde, legesyge og en kompromisløs og fandenivoldsk energi.
GAFFA har flere gange belønnet Schæfers koncerter med fem stjerner og beskrevet lyden som "en form for indie-drømme-jazz, som blandt andet byder på lækre trompetsoloer og korstemmer". Mediet skrev også: "Det de præsterer, er intet mindre end et lille mirakel". I sommeren 2025 har Schæfer spillet på mere end 15 af landets festivaler, heriblandt Smukfest, Nibe Festival og Spot Festival. Året begyndte med debut-singlerne 'Chefer', 'Venter' og 'Din Yndlingssang', som - ud over airtime og rotation på P6 BEAT, P5 og P8 Jazz - fik stor opmærksomhed i medier som Politiken, GAFFA og Bands Of Tomorrow.
Tiger Oak inviterer publikum ind i et lydunivers, der trækker på 00'ernes neo-soul, elektronisk futuristisk ambience, akustisk jazz og poetisk lyrik. Duoen ønsker at dele deres musik og deres venskab med publikum, og deres sange er præget af dybde, alvor og skønhed. Med produktion og syngende guitar, kombineret med en vokal der opleves som direkte og ubesværet, skaber de melodier og stemninger, som ofte føles svævende og organiske - næsten som drømme eller minder.
Deres musik åbner igen og igen for fortællinger om venskaber, usikkerheder og udviklingen gennem ungdommen. Tiger Oak har fulgtes ad siden deres første udgivelse i 2019, hvor de var uerfarne og ærlige, men allerede ambitiøse. På vej mod 2025 har de samlet tre DMA-nomineringer, hvoraf én er blevet til en pris for årets jazz-single med sangen Living and Living, som også er titlen på deres debutalbum fra 2023. De har rejst verden rundt, både med og uden band, for at spille og skrive musik, og de har fået ros i form af stjerner og hjerter, blandt andet fem fra Politiken og seks stjerner fra GAFFA for deres livekoncerter, herunder koncerten på Roskilde Festival 2024. Entré: 149 kr.



















