Sommerkoncerten byder på sopranen Inger Dam-Jensen sammen med Jørgen Ellekilde ved orgelet. Under koncerten synger hun franske sange af Louis Vierne og Joseph Canteloube, og musikken ledsages af domorganist Jørgen Ellekilde.
Inger Dam-Jensen fik sit internationale gennembrud i 1993, da hun vandt sangkonkurrencen 'Cardiff Singer of the World'. Siden da har hun optrådt i et stort antal opera- og koncertpartier verden over og samarbejdet med anerkendte orkestre som New York Philharmonic og Berliner Philharmoniker. Hun har haft succes på scener som Covent Garden i London, Bastilleoperaen og Opéra National i Paris, Teatro Colón i Buenos Aires, Stockholm Operan, Malmø Opera og Musikteater samt ved operahusene i Monaco og Genève. Hun har også sunget ved BBC Proms og været Artist in Residence hos DR Symfoniorkestret.
Ved siden af sit virke som solist har hun gennem mange år haft en bred karriere som liedsanger ved koncerter og festivaler i både Danmark og udlandet. Frem til 2015 var hun knyttet til Det Kgl. Teaters solistensemble, og de seneste 10 år har hun arbejdet som underviser og coach parallelt med sin egen koncertvirksomhed. Hun er desuden ofte brugt som jurymedlem ved internationale sangkonkurrencer og har indspillet flere CD'er og DVD'er.
Inger Dam-Jensen er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet i København. Hun er Ridder af Dannebrog og har modtaget en række priser og legater, blandt andet Årets Reumert i 2003 i kategorien Årets Sanger, Hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat samt Wilhelm Hansens Hæderslegat i 2017. Sommerkoncerterne er støttet af William Demant Fonden og Knud Højgaards Fond. Læs mere på hjemmesiden.



















