Tag med til en stemningsfuld aften, hvor kunstoplevelsen i verdensklasse kombineres med tapas og bobler i afslappede og hyggelige omgivelser. Her får du mulighed for at opleve udstillingen Late Picasso med både nærvær, fordybelse og lidt ekstra forkælelse.
Aftenen indledes med en guidet rundvisning i Late Picasso, hvor en kunstguide fortæller om Picassos sene værker og den rå, eksperimenterende energi, som kendetegnede hans sidste leveår. Undervejs sættes der fokus på udvalgte motiver, temaer og fortællinger om en kunstner, der fortsatte med at forny sig hele vejen igennem sit virke og stadig formår at udfordre og inspirere. Pablo Picasso er en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstnere og er især kendt for at have været med til at forme kubismen, ligesom hans produktion spænder over maleri, skulptur og grafik.
Efter den guidede del fortsætter aftenen i Brasserie Kunsten, hvor brasseriets kokke serverer tapas, mens der er perlende bobler ad libitum. Her er der tid til at tale om indtrykkene fra udstillingen eller blot læne sig tilbage og nyde stemningen i godt selskab. Eventet starter med en guidet tur på cirka 30 minutter sammen med vores kunstguide, og derefter går turen videre ned i Brasseriet.
Du behøver ikke at booke bord i Brasseriet, da det allerede er ordnet. Din studiebillet eller alm. entrébillet giver adgang til museet fra kl. 10, så du er også velkommen til at komme tidligere og gå på opdagelse i museets øvrige udstillinger. Med et årskort har du fri entré til museet året rundt og får den laveste pris på eventbilletter - i mange tilfælde gælder det både for årskortholder og en gæst. Billetkøb refunderes kun, hvis arrangementet bliver aflyst.









