Andreas Maarups farvel til FC Roskilde sidste sommer blev hurtigt til et gensyn.
Nu er den 27-årige midtbanespiller tilbage i Rådmandshaven, efter at FC Roskilde har købt ham fri af kontrakten i AaB. Han har skrevet under på en aftale, der løber frem til sommeren 2029.
Dermed får FC Roskilde en markant profil tilbage. Maarup har rødder i Roskilde Boldklub og spillede sig hele vejen fra Sjællandsserien til førsteholdet i FC Roskilde, inden han blev solgt til AaB 10. juli sidste år.
Ved salget stod han noteret for 130 kampe, 25 mål og 12 assists for klubben. Bare en måned før havde han forlænget sin kontrakt med FC Roskilde frem til sommeren 2027.
Skiftet til AaB kom efter en sæson, hvor FC Roskilde rykkede ud af 1. division. Maarup spillede samtlige 32 ligakampe og leverede syv mål og to assists. Planen var, at opholdet i Aalborg skulle være et skridt op med mere spilletid og en rolle i jagten på Superligaen.
Sådan gik det ikke. AaB missede oprykningsspillet, og Maarup fik spilletid i 22 officielle kampe. Klubben kunne ikke tilbyde ham den mængde minutter, han ønskede.
Samtidig har meget ændret sig uden for banen. I løbet af året i Aalborg er han blevet både gift og far, og ønsket om at komme tættere på familie og venner har også haft betydning for beslutningen.
– Jeg har haft et stort savn til FC Roskilde. Det er en klub, der betyder enormt meget for mig, og et sted, jeg har tilbragt mange år. Det har betydet meget for mig at komme hjem til et sted, hvor der er udsigt til spilletid og en stor rolle, og hvor jeg samtidig kan få min familie hjem igen. Det skal spille både på og uden for banen – og det kommer det til nu, siger Andreas Maarup.
FC Roskilde fik heller ikke den hurtige vej tilbage til 1. division, som klubben havde håbet på. Holdet nåede oprykningsspillet, men sluttede som nummer fire, 14 point fra den anden oprykningsplads.
Siden er Daniel Simacon blevet ansat som ny cheftræner på en treårig aftale, og klubben har meldt ud, at målet er at være etableret i 1. division inden for samme periode. Her skal Maarup være en central del af projektet.
– Han er her for fremtiden, og vi kan bygge projektet op med ham som en af hjørnestenene. Han har hjerte for klubben og er en spiller med mange kvaliteter både på og uden for banen, siger sportschef Anders Theil.


















