Hvordan så kunsten ud, da dansk design var på vej frem, og nye ideer om farver, former og det moderne liv prægede efterkrigstidens Danmark? I denne udgave af Klog på Kunsten tager Kunstens kunstformidler os tilbage til 1950'erne for at undersøge kunst, design og æstetik i et årti, der var præget af både optimisme og eksperimenter.
Udgangspunktet er udstillingen Becoming Modern - Danish art and design 1900-1960. Undervejs møder du kunstnere som Paul Gadegaard, Gunnar Aagaard Andersen, Richard Mortensen, Ole Schwalbe og Knud Nielsen, og du hører om den konkrete kunst, hvor farver, former og flader fik nye udtryksmuligheder. Aftenen ser også på forbindelserne til møbler og design fra samme periode, for kunstnere, arkitekter og designere lod sig inspirere af hinanden. Du behøver ingen forhåndsviden om kunst eller design, kun nysgerrighed.










































































