LIVEshow 2026 byder på Verdens Dårligste Araber, et satirisk og personligt show med og af Adnan Al-Adhami. Forestillingen tager udgangspunkt i hans egen historie og følger en dreng fra Bagdad, der som lille var den perfekte araber og endte med at synge fødselsdagssang for diktatoren Saddam Hussein på irakisk nationalt TV.
Herefter tager fortællingen en markant drejning, da hans familie flytter til Viborg. Her går der for alvor Danmark i den, og han mister både sit modersmål og de uskrevne arabiske regler, så han pludselig står tilbage som en ægte haram-boy. Det er en hudløs ærlig debut på scenen, hvor Adnan med humor og mod fortæller om at miste forbindelsen til sine rødder i forsøget på ikke at miste sig selv.
Adnan Al-Adhami er kendt for sin skarpe samfundssatire på DR P3, hvor han med frygtløshed stiller landets magthavere de spørgsmål, der kan være både direkte og tåkrummende gode. I dette show vender han mikrofonen mod sig selv og bruger den samme satiriske energi i en mere personlig fortælling. Fri entré. Lokation: Skråen i Nordkraft.



















